Fællesspisningen i Ankerhus fejrer 1-års jubilæum. Her er nye bekendtskaber blevet til venskaber, og beboerne har fået mere fællesskab i hverdagen. Succesen har nu inspireret beboere i Maglelund til at starte deres egen fællesspisning.

Da Belinda og Vita skulle til fællesspisning i Ankerhus for første gang, var de både spændte og nysgerrige. Hvem ville de møde? Ville de kende nogen? Og hvordan ville de andre gæster tage imod Belindas servicehund, Charlie?

Charlie er nemlig ikke en helt almindelig hund. Han er servicehund og hjælper Belinda i hverdagen. Derfor må andre ikke hilse på eller forstyrre ham, når han er på arbejde.

– Vi var spændte. Hvem mon kommer? Kender vi dem i forvejen? Er de søde, og kan vi snakke med dem? fortæller Belinda.

Men bekymringerne blev hurtigt gjort til skamme.

– Deltagerne var søde, og vi fik talt med mange, især dem, vi sad sammen med. De var også forstående og viste hensyn til Charlie. Maden smagte godt. Vi fik en trerettersmenu med noget, vi ikke havde smagt før, fortæller hun.

Nye bekendtskaber er blevet til venskaber

Vita husker også sin første fællesspisning som noget særligt.

– Jeg var ikke med til den allerførste fællesspisning, men var der til gangen efter, hvor der var julemad. Det var en fantastisk oplevelse. En hyggelig og spændende aften, hvor maden smagte godt, fortæller hun.

Siden har de begge været med hver eneste gang.

For Belinda og Vita handler fællesspisningen om mere end et godt måltid. Det handler også om at møde naboerne og være en del af et fællesskab.

– Det er smadderhyggeligt at møde og tale med både nye og kendte mennesker. Der er skabt en god og tryg ramme for gæsterne. Man føler sig velkommen, og man mærker, at der bliver keret om én, fortæller Belinda.

Og fællesskabet fortsætter, selv når middagen er slut.

Gennem fællesspisningen har Belinda lært flere af sine naboer at kende. Nogle af bekendtskaberne er blevet til venskaber, der også lever videre uden for fællesspisningen.

– Jeg kender flere af mine naboer nu. Et par stykker er også blevet til venskaber. Jeg er for eksempel begyndt at besøge en nabo, hvor vi strikker sammen. Vi er faktisk i gang med et fælles strikkeprojekt, fortæller hun.

Fællesspisningen har også inspireret Belinda og Vita til at mødes oftere over et måltid.

– Belinda og jeg er begyndt at spise mere sammen, efter at vi har været til fællesspisningen, fortæller Vita.

De henter desuden inspiration fra retterne i Ankerhus og har planer om selv at prøve nogle af dem i køkkenet.

Et år med noget at glæde sig til

Efter et år er fællesspisningen blevet en fast begivenhed, som Belinda og Vita ser frem til.

– Hverdagen ville være lidt mere kedelig, hvis fællesspisningen ikke fandtes længere. Det ville være ærgerligt, siger Belinda.

Vita er enig:

– Vi glæder os hver gang, der er fællesspisning. Det ville være forfærdeligt, hvis den ikke fandtes mere.

Fællesspisningen breder sig til Maglelund

Det er ikke længere kun i Ankerhus, at beboerne samles omkring middagsbordet. Inspireret af fællesspisningen er beboere i Maglelund begyndt at arrangere deres egen.

Dermed får endnu flere mulighed for at mødes på tværs af opgange og generationer, lære naboerne bedre at kende og skabe nye fællesskaber.

”Vi følger dig gerne første gang”

Belinda og Vita håber, at endnu flere naboer får lyst til at være med. Og hvis nogen tøver med at komme alene, har de en klar opfordring.

– Fællesspisningen er så hyggelig. Dem, der arrangerer den, er supersøde og rare. Både de og gæsterne er gode til at tage imod nye ansigter, siger Belinda.

Vita tilbyder også gerne en hjælpende hånd til nye deltagere.

– Vi følger gerne nye deltagere til og fra fællesspisningen, så de føler sig trygge de første par gange. Vi vil også gerne sidde sammen med dem, hvis de har behov for det.

Efter et år i Ankerhus har fællesspisningen ikke bare givet beboerne hyggelige aftener omkring middagsbordet. Den har også skabt venskaber, der lever videre, når tallerkenerne er ryddet af bordet. Og nu breder fællesskabet sig til Maglelund.