Effektivitet, trivsel og længere arbejdsliv er hjørnesten i Fremtidens arbejdsplads.
I Boligselskabet Tranemosegård er vi stolte af vores projekt Fremtidens Arbejdsplads, hvor vi arbejder målrettet på at optimere vores arbejdsgange og skabe bedre trivsel for medarbejderne. Siden foråret 2022 har vi arbejdet systematisk med at gøre arbejdsdagen mere effektiv, samtidig med at vi sikrer et bedre arbejdsmiljø. Projektet har allerede vist imponerende resultater:
Medarbejderne når mere arbejde på færre timer, samtidig med at de får bedre muligheder for restitution og balance i hverdagen.
“Det her er en win-win. Vi skaber en mere effektiv arbejdsdag, samtidig med at vores medarbejdere har mulighed for at blive længere i jobbet,” siger administrationschef Tina. Hun bakkes op af Carsten, der er tillidsrepræsentant for ejendomsfunktionærerne, som ser store fordele ved projektet: “Bedre planlægning betyder, at vi når meget mere, uden at vi samtidigt slider os selv op. Det giver mening både for os og for boligafdelingerne.”
Færre hænder kræver smartere løsninger
Vi ser ind i en fremtid, hvor der bliver færre hænder til at passe den daglige drift i boligafdelingerne. Det betyder, at vi skal arbejde smartere – ikke kun hårdere. Derfor er en central del af projektet bedre planlægning, hvor opgaver struktureres mere effektivt, så arbejdstiden udnyttes optimalt.
Men når man løber stærkere, har man også brug for pauser. Præcis som i sport, hvor restitution er afgørende for præstation, har vi indført rådighedsdage, hver anden fredag. På en rådighedsdag står medarbejderen til rådighed for arbejdspladsen, men skal kun møde ind, hvis der opstår akutte problemer, som de kollegaer, der er på arbejde, ikke kan løse selv.
Fleksibilitet giver bedre livskvalitet
Rådighedsdagene giver medarbejderne mulighed for at tilpasse deres hverdag bedre. For Carsten og Tina betyder det mere tid til alt fra tandlægebesøg og ture til mekanikeren til samvær med børnebørn og lange gåture med hunden.“Det bedste ved rådighedsdagene er, at jeg kan bruge mere tid med mine børnebørn. Vi tager på ture eller bare hygger os uden at skulle skynde os. Det er kvalitetstid, jeg aldrig ville have haft på en almindelig arbejdsuge, på en gammeldags tænkende arbejdsplads,” fortæller Carsten.
Projektet Fremtidens Arbejdsplads er et bevis på, at nytænkning og planlægning kan skabe en bedre hverdag for både medarbejdere og boligafdelingerne. Vi tror på, at dette er vejen frem – for vores ansatte, for vores beboere og for fremtidens boligdrift.